Hvor kommer fondens midler fra?
Hvor kommer fondens midler fra?
Ronald McDonald BørneFond er en selvstændig fond, der arbejder for at give familier med kritisk syge børn et trygt sted at være sammen tæt på hospitalet. Ronald McDonald Husene i København og Odense er gratis at bo i for familierne, og derfor er fondens arbejde i høj grad afhængigt af bidrag fra virksomheder, fonde og privatpersoner. Uden vores støtter kommer vi ikke langt.
Midlerne kommer blandt andet fra donationer, partnerskaber, fundraisingkampagner, events, indsamlinger, arv og testamenter samt donationer via vores digitale kanaler og MobilePay. En stor del af fondens arbejde handler netop om aktivt at skabe de nødvendige midler til at drive, udvikle og fremtidssikre Ronald McDonald Husene og fondens øvrige aktiviteter i Danmark.
Hver dag arbejder vi sammen med virksomheder, fonde og privatpersoner for at sikre kvaliteten i vores tilbud til familierne, og gøre det muligt for endnu flere familier at få et sted at være sammen i en svær tid.
Ronald McDonald BørneFond er godkendt af de danske myndigheder efter ligningslovens §8A til at indsamle midler. Vi er medlem af ISOBRO og vores indsamlingsaktiviteter lever op til ISOBROs etiske retningslinjer. Indsamlingsnævnet er oplyst om vores indsamlingsaktiviteter, og du kan finde vores indsamlingstilladelse her.
Hvad bruges fondens midler til?
De indsamlede midler anvendes til at opføre, drive og udvikle Ronald McDonald BørneFonds aktiviteter i Danmark. Fondens primære formål er at drive Ronald McDonald Husene, hvor familier med kritisk syge børn kan bo tæt på hospitalet under barnets indlæggelse og behandling.
Størstedelen af fondens midler går til den daglige drift, vedligeholdelse og udvikling af Ronald McDonald Husene i Danmark, så familierne kan bo gratis i trygge og hjemlige rammer tæt på hospitalet.
Derudover arbejder Ronald McDonald BørneFond løbende med at udvikle nye projekter og initiativer, der kan hjælpe endnu flere familier med kritisk syge børn og skabe bedre støtte til familier i en svær tid.
Ronald McDonald BørneFond støtter også projekter og forskning til fordel for kritisk syge børn, når fondens økonomiske situation tillader det. Fonden har blandt andet støttet forskningsprojektet ”Odense Børnekohorte – et projekt om børns sundhed” på Odense Universitetshospital/Syddansk Universitet, forskningsprojektet ”Genetiske årsager til medfødte hjertemisdannelser” på Panum Instituttet samt aktiviteter for uledsagede flygtningebørn hos Ungdommens Røde Kors i Hillerød.
Hvert år går mindre end 10 pct. af fondens samlede årlige indtægter til drifts- og administrationsomkostninger, herunder fundraising og indsamlingsaktiviteter. Fondens bestyrelse arbejder ulønnet, og McDonald’s Danmark bidrager desuden til at dække en del af fondens administrationsomkostninger.
Ingen familier skal stå alene eller adskilt, når et barn er kritisk sygt. Sammen kan vi give familier det, de har allermest brug for i en svær tid: hinanden.
Årsregnskab
I vores årsregnskab kan du læse mere om Ronald McDonald BørneFonds arbejde, økonomi og aktiviteter.
Her finder du blandt andet information om fondens indtægter, anvendelse af midler samt årets resultater og indsatser for familier med kritisk syge børn.
Årsberetning
I vores årsberetning kan du få indblik i året, der gik i Ronald McDonald BørneFond. Her deler vi fortællinger, aktiviteter og højdepunkter fra husene samt nogle af de øjeblikke og indsatser, der har gjort en forskel for familierne gennem året.