Støt familier med alvorligt syge børn
Hos Ronald McDonald BørneFond skaber vi trygge rammer for familier med alvorligt syge børn.
Når hverdagen vendes på hovedet, og livet bliver kaotisk, tilbyder vi et sted med ro, nærhed og stabilitet – kun få skridt fra hospitalet. Vores huse er mere end et sted at overnatte, de er hjem fyldt med omsorg, kvalitet og respekt – et hjem udenfor hjemmet.
Det hele bæres af et stærkt fællesskab og et netværk af engagerede frivillige, der hver dag gør en forskel. Frivilligheden er vores hjerteslag, og samarbejdet mellem ildsjæle, virksomheder og sundhedsvæsenet er afgørende for, at vi kan hjælpe familierne.
Støtte til familier siden 1974
Efter at have erkendt behovet for at støtte hele familien, når et barn er alvorligt syg eller skadet, åbnede Ronald McDonald House Charities det første Ronald McDonald Hus i Philadelphia, USA, i 1974. Fondens programmer og tjenester imødekommer de essentielle behov hos familier verden over – gennem hele deres barns behandlingsforløb – så de kan fokusere på deres familie.
Her på siden kan du læse mere om os og vores tilknytning til Ronald McDonald House Charities.
Ronald McDonald BørneFond er en del af Ronald McDonald House Charities. En international organisation med hovedsæde i Chicago, USA.
"
“Jeg kunne mærke det med det samme – det her sted ville gøre en forskel fra dag ét. Og det har det gjort lige siden.”
– Bubber
"
“Jeg kunne mærke det med det samme – det her sted ville gøre en forskel fra dag ét. Og det har det gjort lige siden.”
– Bubber
En samtale om begyndelsen: Da en fond og et hus blev til
Det er en grå januarformiddag i 2025. På kontoret i Ronald McDonald Huset på Rigshospitalet har vi tændt stearinlys og sat kaffe frem. Vi får særligt besøg i dag – Henrik Hertz, Michael Laudrup og Bubber kommer nemlig for at dele en fortælling med os.
Fortællingen om begyndelsen. Dengang idéen om Ronald McDonald BørneFond var ny i Danmark, og ingen vidste, om det kunne lade sig gøre. Det var før bygningen, vi sidder i eksisterede – og det hele startede med et opkald.
Henrik Hertz, der dengang var overlæge på børneafdelingen på Rigshospitalet, blev ringet op i 1991 og inviteret til et møde med McDonald’s Danmark, som ville undersøge muligheden for at bygge et hus, hvor familier kunne bo, mens deres barn var indlagt på Rigshospitalet.
“Jeg sagde ja tak,” fortæller Henrik. “Mødet blev holdt i McDonald’s’ administrationsbygning hvor vi blev orienteret om, hvordan fonden og husene fungerede i USA og om at man allerede på det tidspunkt også var begyndt at åbne enkelte steder i Europa. På mødet blev vi enige om, at der skulle oprettes en fond i Danmark. Jeg sagde, at jeg gerne ville være med, når formaliteterne om oprettelsen var på plads.”
En fond tager form
Der gik et par år, før tingene blev konkrete – og undervejs tvivlede Henrik Hertz på, om det overhovedet kunne lykkes. Men i 1993 blev fonden en realitet, og Henrik sagde ja til at blive formand for bestyrelsen.
Han fik mulighed for at udpege to personer til bestyrelsen, og valgte hurtigt at foreslå Bubber og Michael Laudrup som han tidligere havde mødt og som han vidste havde hjertet på rette sted. Henrik peger over bordet på de to, der lytter og nikker.
“Det valg skyldtes, at I begge var kendte ansigter og dermed gode ambassadører – og nok så vigtigt, at jeg havde haft kontakt med jer hver for sig og vidste, at I havde interesse i børns ve og vel,” fortæller Henrik. “Heldigvis sagde I begge ja.”
Michael husker det tydeligt:
“Jeg sagde ja med det samme, fordi jeg syntes, det var en vigtig sag. Det handlede om børn og familier – så selvfølgelig ville jeg gerne være med.”
I de første år arbejdede bestyrelsen med at uddele støtte, både til forskning og til børn, der havde brug for en hjælpende hånd. Men hele tiden vendte bestyrelsen tilbage til tanken om at bygge et hus.
“Vi diskuterede, om vi skulle koncentrere os om et familiehus, om det nu også var det rigtige at gøre” siger Henrik. “For Danmark er jo et lille land. Vi snakkede meget frem og tilbage, om de geografiske afstande var for korte og vi undersøgte, om der var et tilstrækkeligt behov fra familiernes side. Men efter studieture og mange samtaler var vi enige: Familierne skulle have et hus.”
“Jeg kan huske et tidligere anvendt skilt, jeg så på Henriks kontor,” siger Michael. ’Besøgstid mellem 14-15’, stod der. Det var det tidspunkt, forældre måtte være på afdelingen hos deres syge børn.”
De tre ryster lidt på hovedet. “Det er svært at forestille sig i dag,” siger Michael. “Hvordan det har føltes for forældrene – men også især for det barn, der bare lå der helt alene,” siger han.
Michael husker det tydeligt:
“Jeg sagde ja med det samme, fordi jeg syntes, det var en vigtig sag. Det handlede om børn og familier – så selvfølgelig ville jeg gerne være med.”
I de første år arbejdede bestyrelsen med at uddele støtte, både til forskning og til børn, der havde brug for en hjælpende hånd. Men hele tiden vendte bestyrelsen tilbage til tanken om at bygge et hus.
“Vi diskuterede, om vi skulle koncentrere os om et familiehus, om det nu også var det rigtige at gøre” siger Henrik. “For Danmark er jo et lille land. Vi snakkede meget frem og tilbage, om de geografiske afstande var for korte og vi undersøgte, om der var et tilstrækkeligt behov fra familiernes side. Men efter studieture og mange samtaler var vi enige: Familierne skulle have et hus.”
“Jeg kan huske et tidligere anvendt skilt, jeg så på Henriks kontor,” siger Michael. ’Besøgstid mellem 14-15’, stod der. Det var det tidspunkt, forældre måtte være på afdelingen hos deres syge børn.”
De tre ryster lidt på hovedet. “Det er svært at forestille sig i dag,” siger Michael. “Hvordan det har føltes for forældrene – men også især for det barn, der bare lå der helt alene,” siger han.
På billedet her ses fra venstre Bubber, Henrik Hertz og Michael Laudrup. Billedet er taget den grå januarformiddag i 2025.
Et hus til familierne
Den rette løsning viste sig, da Rigshospitalet planlagde en ny tilbygning, og Rigshospitalets direktør, Jørgen Jørgensen, heldigvis støttede op om fonden. Det blev derfor besluttet, at Ronald McDonald Huset kunne indrettes i de to nederste etager – og McDonald’s Danmark donerede de cirka 25 millioner kroner, som det ville koste at bygge huset. Der var mange, der bidrog til byggeriet og indretningen, og alle tre husker det som en dejlig positiv oplevelse at fornemme hvordan alle ’leverandører’ støttede projektet.
I 1998 tog Michael det første spadestik – og fire år senere, i 2002, kunne de første familier flytte ind.
Den tidligere afdelingssygeplejerske på børneafdelingen, Marianne Nielsen, der i dag er direktør i Børnecancerfonden, blev den første husleder, og sørgede for at tage imod de første mange familier. Bubber husker det tydeligt, da han trådte ind i huset første gang:
“Jeg kunne mærke det med det samme – det her sted ville gøre en forskel fra dag ét. Og det har det gjort lige siden.”
Bestyrelsens arbejde fik nu base i huset, og nye medlemmer kom til. Michael og Henrik er siden udtrådt af bestyrelsen, men Bubber er stadig med – til stor gavn for både fonden og de familier, der bor i de to huse, som fonden driver i dag.
Men alle tre sidder i huset og kigger på hinanden, 20 år senere, imens børnelatter lyder ude fra fælleskøkkenet i huset.
“Det var det rigtige at gøre,” siger Henrik.
“Det har gjort en forskel for tusindvis af familier,” tilføjer Michael.
“Og vi er slet ikke færdige,” siger Bubber. “For nye familier kommer til hver dag. Og vi skal være der – det har vi lovet.”